Gå til indhold

Hycon A/S

Hycon A/S’ - der er en mindre nordjysk virksomhed, som producerer og sælger  hydrauliske kvalitets hamre, drivstationer og andre værktøjer til bygge- og anlægsbranchen - ønske om at finde en ny og bedre distributør på det mexicanske marked var en opgave, ambassaden gerne involverede sig i.

Mål: At få ordentlig fodfæste på det mexicanske marked for hydrauliske hamre og blive en ligeværdig spiller sammenlignet med de største konkurrenter.


"Hycon A/S har haft stor succes med at eksportere en stor del af deres udstyr til fjernmarkeder. Her er det i Zambia, hvor en bygge- og anlægsarbejder er i færd med at bryde en vej op."


Da Hycon A/S kontaktede ambassaden i slutningen af 2004, havde firmaet allerede en distributør på det mexicanske marked. De var dog ikke tilfredse med dennes indsats og ønskede at undersøge markedet for alternativer. Ambassadens handelsafdeling (The Trade Council) var for Hycon et naturligt sted at henvende sig, da de tidligere havde fået god service på andre markeder.

Opgaven var klar fra starten af. Det vigtigste ved en ny samarbejdspartner var, at virksomheden ikke skulle være for stor, så Hycons produkter ikke druknede i mængden. Samtidig skulle det være en virksomhed, der havde de nødvendige økonomiske ressourcer og den rette indstilling og lyst til at udfordre de mere etablerede konkurrenter på markedet. Derudover var det vigtigt, at virksomheden kunne kommunikere på engelsk, da Hycon ikke har personale, der behersker det spanske sprog.

Ambassadens undersøgelse af markedet resulterede i en lille gruppe på 4 potentielle distributører, der på hver sin måde passede godt ind i den profil, Hycon var på udkig efter.
Umiddelbart efter at Hycons salgsansvarlige for Mexico Aksel Nielsen havde været i Mexico og mødtes med de udvalgte virksomheder, udtalte han følgende: "Ambassaden i Mexico City hjalp Hycon med at finde en række potentielle distributører i Mexico. Efter at have besøgt Mexico og afholdt møder med de foreslåede emner, udvalgte vi virksomheden ALFO. Vi har indtil nu fået ordrer for ca. USD 70,000 og den valgte distributør, ALFO, har desuden etableret et par underforhandlere i Guadalajara og Baja California. ALFO virker som en professionel samarbejdspartner, som vi har store forventninger til i fremtiden".

Siden hen er samarbejdet med ALFO gået forrygende. Hycon har deltaget på flere udstillinger i Mexico og kørt en hel del markedsføringskampagner, hvilket ifølge Aksel Nielsen har været alle pengene værd.

Status: Hycon har fået indfriet sit mål om at finde en værdig samarbejdspartner og er godt på vej til at blive en ligeværdig spiller i forhold til deres langt større amerikanske konkurrenter, på det mexicanske marked.