Spring til indhold

Rammebetingelser og barrierer

Told og afgifer

Under WTO–aftalen har Mexico ret til at etablere kvoteordninger for et antal nærmere angivne produkter, bl.a. mælkepulver, ost m.fl. I praksis anvendes kvoteordninger dog kun i begrænset og stadig mindre omfang. Danske industriforarbejdede varer er omfattet af EU-Mexico frihandelsaftalen, hvilket betyder, at der ikke er told på disse varer. Landbrugsvarer er desværre endnu ikke omfattet af aftalen og følger Mexicos generelle importtariffer og evt. kvotesystemer. For en gennemgang af handlen mellem Mexico og EU henvises til EU-kommissionens hjemmeside: Frihandelsaftale mellem Mexico og EU.   (http://ec.europa.eu/trade/creating-opportunities/bilateral-relations/countries/mexico/)
 
Medico-udstyr, medicin og levneds- og nydelsesmidler er reguleret af den mexicanske levneds- og lægemiddelstyrelse (www.COFEPRIS.gob.mx). De generelle regler herom findes i den nationale sundhedslov – ”Ley Federal de Salud” – og i loven om forbrugerbeskyttelse – ”Ley Federal de Proteccion al Consumidor”. Med udgangspunkt i disse love har Sundhedsministeriet offentliggjort regler og procedurer, der fastlægger regler etikettering af importerede varer og identificerer de importvarer, som er underlagt sanitære bestemmelser herunder registeringskrav.
Som led i standardiseringsbestræbelser og med sigte på at beskytte forbrugerne, er der igennem årene udarbejdet et stort antal normer for de enkelte produkters udformning, indhold og ydeevne samt for deres eventuelle afprøvning. Normerne kaldes for Norma Oficial Mexicana –  forkortet til NOM.
 

Patent, varemærker og rettigheder

Mexico har tiltrådt Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendom. Patenter beskyttes i overensstemmelse med loven om beskyttelse af industriel ejendomsret af 27. juni 1991 (Ley de la Propiedad Industrial).
 
Beskyttelse af varemærker gives for ti år fra ansøgningstidspunktet og kan fornys et ubegrænset antal gange. Et registreret varemærke skal udnyttes inden for tre år fra registreringen, i modsat fald fortabes retten.
 

Importregler

For enhver indførsel i Mexico – uanset om den sker til lands, til vands eller ad luftvejen – gælder, at der for varer med en værdi over USD 300 skal forevises en original handelsfaktura og tre kopier. Efter indgåelsen af frihandelsaftalen mellem EU og Mexico er der fastlagt et sæt af regler for dokumentation af oprindelsesland ved import fra Europa.

Find mere information om handelsbarrierer på Eksportrådets hjemmeside:

Eksportteknisk rådgivning: 

Markeds- og sektorrapporter, tal, analyser samt nyhedsbreve findes på http://markedsinformation.um.dk/