Spring til indhold

Historie

Mexico er et land med en overdådig mangfoldighed. Det gælder også de rige kulturelle og historiske traditioner, som mexicanerne er meget stolte over. Blandt den række af indianske kulturer, der dominerede udviklingen inden spaniernes ankomst, kan følgende fremhæves: Olmek-kulturen fra ca. 1200 fvt. - 400 fvt, Maya-kulturen fra ca. 500 fvt. - 1450 og Aztekerkulturen fra ca. 1300 – 1521.

I 1521 indtog en spansk hærstyrke, bistået af aztekernes lokale fjender, aztekerrigets hovedstad Tenochtitlán, der for store deles vedkommende blev lagt i ruiner. Oven på ruinerne blev Mexico City grundlagt. Det spanske kolonistyre strakte sig over 300 år frem til 1821, hvor Mexico vandt sin selvstændighed efter en 11-årig uafhængighedskamp. Mexico gennemlevede derefter en række urolige år, hvor landet førte flere krige med USA, der alle blev tabt. I krigen 1846-48 mistede Mexico næsten halvdelen af sit hidtidige territorium, herunder de nuværende nordamerikanske delstater Texas, Nevada, Californien, Colorado, Arizona og New Mexico.

General Porfirio Díaz tog magten ved et militærkup i 1876 og regerede som diktator frem til 1911. Det følgende tiår gennemlevede Mexico en blodig periode, der stadig omtales som Den mexicanske Revolution. Mere end 1 mio. mennesker mistede livet under kampe mellem forskellige politiske grupperinger. Ved revolutionens afslutning blev der vedtaget en ny forfatning, som på baggrund af Díaz' lange regeringsperiode bl.a. kom til at indeholde et udtrykkeligt forbud mod genvalg af stort set alle folkevalgte repræsentanter, herunder præsidenten.

I 1929 stiftedes det Nationale Revolutionsparti (det nuværende Institutionaliserede Revolutionsparti, PRI), hvis repræsentanter regerede Mexico uafbrudt i mere end 70 år. Præsidenten fra 1934-40, Lázaro Cárdenas, blev nationalhelt, da han i 1938 eksproprierede de udenlandske olieinteresser og nationaliserede hele olieindustrien. 
I år 2000 blev der for første gang valgt en kandidat til præsidentembedet fra et andet parti, PAN. Dette parti beholdt lederpositionen indtil juli 2012, hvor den nuværende præsident Enrique Peña Nieto markerede PRIs tilbagevenden til magten.  

Chichén Itzá
Ruinerne har spor af to forskellige kulturepoker, en maya- og en itzá-epoke